top of page

Ting, du burde vide om de magiske skoler, part 2

Halløj i hytten! 

Det er endnu engang blevet tid til til at zoome lidt nærmere de magiske skoler, og det er blevet tid til nogle af de mere ukendte! Derfor kommer der kun to skoler i denne omgang! Vi er taget lidt mere vest på for at kigge på to af skolerne der dækker et helt kontinent. Men frygt ej. Det er stadig det samme princip som sidste gang! 

Jeg har fundet mit lille kort med hvor skolerne optager elever fra. Det er baseret på hvad der står på internettet, i bøgerne og hvad der giver logisk mening. Dette er genbrugt fra sidste gang! 

skoler.png

Castelobruxo

Hvis man tager til Sydamerika kan man møde Castelobruxo. Denne skole modtager elever fra hele Sydamerika og de er endda kendte for at tage imod udvekslingselever fra Europa! Oplagt for din karakter, hvis de mangler et spændende år! 

På trods af navnet, der direkte oversat fra portugisisk betyder 'Troldmandsslot' er skolen slet ikke et slot, men en overdådig firkantet bygning. Man mener at skolen ligger dybt inde i Amazonas-regnskoven i Brasilien, men som så mange andre skoler er den præcise placering hemmelig. Så hemmelig at skolen er beskyttet af små væsner kaldet caiporaen, som er kendt for at være rigtige ballademagere. Dermed har Pevees intet på elever fra Castelobruxo! 

Hvis du har gået på Castelobruxo, har din skolegang helt sikkert båret præg af botaniske evner og magizoolog. Dette er nemlig to ting som Castelobruxo er kendt for! Med deres lysegrønne uniformer er man ikke i tvivl om hvad de er gode til. 

På skolen mistænkes det at man underviser på både spansk og portugisisk, da de optager elever fra hele Sydamerika. Brasilien, hvor de snakker portugisisk, udgør cirka halvdelen af befolkningen i Sydamerika, mens resten af landene, hvor der snakkes spansk, udgør resten. Derfor er det en fair antagelse at man taler begge sprog på Castelobruxo. 

Så er de bare nogle botaniske hjerner med en forkærlighed for dyr på Castelobruxo? Næh nej! I Sydamerika går de nemlig også op i Quidditch. Anføreren for det bedste hold i Sydamerika er dimittend fra Castelobruxo, så man skal ikke tro de har planter i hovedet hele tiden. 

6zvhod.jpg

Uagadou

De har selvfølgelig også en magisk skole i Afrika. Faktisk lyder det sig sådan at de har flere små, men den største og mest berømte er Uagadou. Skolen er beskrevet som flere bygninger der befinder sig i Månebjergene i Uganda. Uagadou tager imod elever fra hele det afrikanske kontinent, og de tager højst sandsynligt imod udvekslingselever fra resten af verden. 

Uagadou har, ligesom Castelobruxo, også nogle fag de er kendt for at lære. Dette er alkymi, astronomi og selv-transfiguration. Der er flere underholdende historier om hvordan eleverne forvandler sig selv til dyr for at underholde og skræmme. 

Det er ukendt hvilket sprog man taler på Uagadou, da de netop optager elever fra et helt kontinent. 

På Uagadou er de også kendt for ikke at benytte tryllestave. De har tryllestave, men der er en lang tradition for at benytte håndbevægelser for at udnytte magien og kaste besværgelser. Derfor skal eleverne også være ekstra forsigtige med ikke lige at afsløre det magiske samfund mens de fortæller en dramatisk historie. Måske din karakter kan finde ud af nogle af disse håndbevægelser? 

Uniformerne på Uagadou, (Så vidt jeg kunne læse mig frem til) er forskellige fra troldmænd til hekse. Troldmænd bærer blå kåber med røde detaljer mens hekse bærer pink kåber med gyldne armbånd. 

6zvh83.jpg

Jeg håber da at du er blevet lidt klogere på skolerne og hvad forskellene er på dem. Jeg fortsætter igen næste gang med at dykke ned i de sidste 2 magiske skoler så vi kan blive lidt klogere på dem

Maeve Palmer

6zviv1.jpg
bottom of page